Der var en tid, hvor mit atelier føltes som en hule – et sted, hvor kreativiteten flød frit, og hvor hver en penselstrøg, hver en skulptur og hver en ide fandt sin plads i det organiserede kaos. Men i de sidste par år var det som om, væggene trak sig tættere og tættere sammen. Jeg havde ikke længere plads til at trække vejret, bogstaveligt talt. Det var ikke bare de færdige værker, men også materialerne: bunker af lærreder stablet op mod væggen, lerposer, marmorklodser og æsker fyldt med oliemaling, der stod i vejen.
Jeg begyndte at drømme om mere plads. Om luft. Men penge er altid en udfordring for en kunstner, og jeg kunne ikke bare flytte til et større atelier. Det var her, idéen om en container opstod.
Den lejede container
For nogle år siden havde jeg set en kollega bruge en lejet container til at opbevare sine værker under en større udstilling. Det virkede praktisk – robust, tørt og sikkert. Nu stod jeg i samme situation. Jeg undersøgte mulighederne og fandt hurtigt en udbyder af containere til leje tæt på mit atelier. Jeg lejede en 20-fods container, som blev placeret på en tom grund få minutters kørsel fra mit værksted.
Containeren var alt andet end smuk. Den var kold, grå og industrielt udseende, men jeg forelskede mig hurtigt i den. Den repræsenterede noget nyt – orden i kaosset. Jeg begyndte med at flytte de største skulpturer. En serie af marmorbuster, jeg havde arbejdet på i flere år, fik æren af at være de første beboere i det lille metalrum. Jeg pakkede dem nænsomt ind i tæpper og bobleplast, løftede dem forsigtigt på plads og mærkede en mærkelig tilfredsstillelse, da dørene smækkede i.
Kunsten på rejse
At transportere mine værker til udstillinger havde altid været en kamp. Det var aldrig bare et spørgsmål om at køre dem fra A til B. Der var altid noget, der gik galt. En skulptur, der tippede under kørslen, et maleri, der blev ridset, eller værre – et værk, der gik tabt.
Men med den nye container som opbevaringsrum blev det nemmere. Jeg begyndte at planlægge mine udstillinger bedre. Jeg kunne læsse værkerne direkte fra containeren, uden at de skulle flyttes for meget rundt. Til min sidste udstilling i Aarhus, en retrospektiv samling af både mine malerier og skulpturer, havde jeg arrangeret hele transporten som en slags performance. Det er jo så nemt med flyttecontainere fra Titan Containers – og slet ikke dyrt!
Jeg satte containermiljøet op som en del af udstillingen. Publikum fik lov til at åbne dørene til containeren, hvor værkerne stod opstillet i en nøje koreograferet orden. Jeg havde tapet gulvet med markeringer, hvor hver skulptur og hvert maleri skulle stå. Det var som at træde ind i mit hoved.
En besøgende sagde:
”Det er sjældent, man ser transport og opbevaring blive en del af kunsten i sig selv.”
Og det var præcis det, jeg ønskede. For mig var containeren blevet en forlængelse af mit atelier. Et nyt rum, hvor kunsten ikke kun blev skabt, men også levet og oplevet.
Det skjulte arkiv
Med tiden begyndte containeren at føles som et arkiv. Ikke bare et opbevaringssted, men en tidskapsel. Hver gang jeg åbnede dørene, blev jeg mødt af minder: en skulptur, jeg havde lavet under et ophold i Italien, et maleri, der havde taget flere måneder at færdiggøre, men som aldrig fandt en køber.
Jeg skrev små sedler og lagde dem ved de mest betydningsfulde værker. Der stod datoer, tanker og små noter om min sindstilstand dengang. Det blev en slags dagbog, et sted hvor jeg kunne kigge tilbage på mine sejre og mine fiaskoer.
Udfordringer og fordele
Selvfølgelig var der udfordringer. Om vinteren blev containeren isnende kold, og om sommeren føltes det som at stå midt i en ovn. Jeg måtte investere i nogle fugt- og temperaturmålere for at sikre, at mine værker ikke tog skade. Jeg lærte også hurtigt at pakke alt ind med præcision. En enkelt gang var en skulptur begyndt at slå revner, fordi jeg havde glemt at dække den ordentligt til.
Men fordelene opvejede problemerne. Jeg havde mere plads i mit atelier, og jeg kunne arbejde uden konstant at skulle flytte ting rundt. Containeren blev mit sikkerhedsnet – en stille hjælper i min kreative proces.
Nye drømme
Jeg drømmer stadig om et større atelier. Måske et sted med højt til loftet og store vinduer, hvor lyset kan falde blødt på mine værker. Men indtil da er containeren min bedste ven. Den står der på den tomme grund som en grå kæmpe, fuld af historier og kunst. Hver gang jeg åbner dørene, føles det som at åbne en skattekiste – en kiste, jeg selv har fyldt med mine drømme, mine frustrationer og min kærlighed til kunsten.
For mig er containeren ikke bare opbevaring. Den er en del af mit arbejde, en del af mig.