Der er ingen vej udenom. Jeg har brug for noget refleksarbejdstøj, så jeg kan blive set, når jeg er ude på en redningsmission. Det er frivilligt arbejde, jeg laver, og det giver mig en stor glæde, når jeg er med ude og hive flygtninge i land.
Vi får hver dag meldinger om bådflygtninge, som er ved at drukne. Her på øen, hvor jeg bor, har vi allerede mange flygtninge, og det skaber problemer for os i dagligdagen. Jeg kan bare ikke ignorere, at det er mennesker, som er i nød, de er bange for deres liv og vil gerne have et liv. Ikke nødvendigvis et liv, som de havde det i deres hjemland. Bare et liv.
Arbejde om natten
Vi bliver ofte kaldt ud om natten. Den organisation, som jeg arbejder for, er meget stor og pengene, de får fra alle de her Charity-events, de laver, går til at sikre, at flygtningene kan få tag over hovedet og et minimum eksistensgrundlag.
Da jeg arbejder som frivillig for dem, har de ingen forpligtigelser overfor mig. Ikke desto mindre, så forsøger de at sørge for, at jeg ikke lider økonomisk skade ved at hjælpe dem. De har dog påpeget, at det vil være godt, hvis jeg køber noget refleksarbejdstøj, fordi det vil sikre, at jeg bliver set, når vi hænger over rælingen og hjælper flygtninge op på skibet. Mange af udkaldningerne, vi får, sker efter mørkets frembrud. Jeg er uddannet dykker, så de er glade for min indsats, også selvom jeg ikke skal i vandet. De ved, at det kan blive nødvendigt, og de har også klart udtrykt, at min indsats er værdifuld for dem. Det er jeg rigtig glad for.
Organisationen har lovet, at de vil bidrage til udgiften så godt, de kan. Min samvittighed tillader mig ikke, at de skal bebyrdes. Der er nok af udgifter til tæpper, frisk vand, medicin, babymos og ja, jeg ved ikke hvad. Jeg har pengene til at kunne købe mit arbejdstøj med reflekser, så det er helt ok.
Frivillig
Og fordi jeg er frivillig, kan jeg selv bestemme, hvilken fosforescerende farve mit tøj skal have. Jeg hader det orange. Det kan ses ja, men det får mig til at ligne en appelsin, og det bryder jeg mig ikke om. Så vil jeg hellere ligne en citron, så jeg vælger reflekstøj med de gule reflekser. Det er helt ok med mig.
Da vi arbejder på havet, har jeg dog fået et par gode råd fra organisationen om, hvordan reflekserne på huen og sydvesten bør sidde. Det er altså rart, at de lige går det skridt så langt for mig. Jeg anede ikke, at reflekser på en hue bedst kan ses, når de er sat på den nederste kant. Jeg har altid troet, at det var bedst, hvis de sad på siderne – lige over øret. Men nej, åbenbart ikke! De skal helst sidde på kanten nederst, foran på panden eller bagerst ved nakken. Sjovt. Men, når jeg tænker mig om, så er det logisk. Jeg bøjer mig jo frem for at hjælpe et menneske op over rælingen, så derfor viser jeg jo min nakke til helikopteren. Klart.
I øvrigt ser folk mig tit, for jeg er det, man kalder en stor dreng. Og ved du hvad? Det er faktisk ikke altid nemt at finde herretøj i store størrelser!